Formålet med denne DS/INF 175 er dels at beskrive de forhold ved gitterkonstruktioner samlet med tandplader, der kan begrunde en forøgelse af styrketallene for spærenes komponenter, dels at give udførelsesregler og regler for styrkeeftervisning af træemner, der er forstærket med tandplader påvirket til tryk vinkelret på fibrene.
DS/INF 175 indeholder ikke i sig selv krav, men alene information om supplerende beregningsmetoder til DS/EN1995-1-1, afsnit 5.4.2 og 6.6.
I Danmark har det som beskrevet i SBI-anvisning 210 i en årrække været praksis ved dimensionering af præfabrikerede spær iht. DS/EN 14250 at medtage visse forøgelser af styrketallene for spærets komponenter.
DS/INF 175 henvender sig til projekterende og udførende af bærende trækonstruktioner samt producenter af præfabrikerede gitterspær og konstruktionselementer produceret iht. DS/EN 14250.
DS/INF 175 er et foreløbigt supplement, der er foreslået indarbejdet i DS/EN 1995-1-1, Eurocode 5. Forslaget er udarbejdet af civilingeniørerne Hilmer Riberholt og Hans Jørgen Larsen og ligger for nærværende i CEN/TC 250 SC 5, Timber structures, som et forslag til indarbejdelse ved førstkommende revision.