Denne standardsamling i to bind indeholder standarder oversat til dansk fra DS/HD 60364-serien. Gældende fra 1. juli 2017 refereres der til disse standarder i Bekendtgørelse om sikkerhed for udførelse og drift af elektriske installationer (installationsbekendtgørelsen). Alle standarder i de to bind er gældende pr. 1. juli 2020.
Nærværende standardsamling vil kunne anvendes sammen med installationsbekendtgørelsen, da sikkerhedskravet i elsikkerhedslovens § 3 anses for opfyldt, såfremt installation udføres efter en gældende udgave af DS/HD 60364-serien, samt at installationsbekendtgørelsens bestemmelser er overholdt. Installationsbekendtgørelsen beskriver de nationale bestemmelser til udførelse og drift af elektriske installationer.
I denne udgave af standardsamlingen er der medtaget DS/HD 60364-8, del 1 og 2, som indeholder krav, der ikke udgør tekniske sikkerhedskrav, fx krav til installationers funktion. Sådanne krav kan ikke anvendes til at opfylde sikkerhedskravene i elsikkerhedsloven og installationsbekendtgørelsen og er ikke at opfatte som en del af denne lovgivning.
I installationsbekendtgørelsen bliver der refereret til en række DS/HD-standarder, der alle er oversat til dansk i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen og udgivet under deres respektive betegnelser efterfulgt af ”(SIK)”, fx DS/HD 60364-1:2008+A11:2017 (SIK). I disse SIK-udgaver er eventuelle tillæg og/eller rettelsesblade indarbejdet.