Denne Internationale Standard giver organisationer vejledning om etablering, implementering, vedligeholdelse og forbedring af et robust, troværdigt og pålideligt miljøledelsessystem. Vejledningen heri henvender sig til organisationer, der ønsker at lede deres miljømæssige ansvar på en systematisk måde, som understøtter den miljømæssige bæredygtighed.
Denne internationale standard hjælper organisationer til at nå de resultater, der tilsigtes med deres miljøledelsessystem, og som skaber værdi for miljøet, organisationen selv og interessenterne. I overensstemmelse med organisationens miljøpolitik omfatter de resultater, der tilsigtes med et miljøledelsessystem:
– forbedring af miljøpræstationen
– opfyldelse af bindende forpligtelser
– opfyldelse af miljømål.
Vejledningen i denne Internationale Standard kan hjælpe en organisation med at forbedre sin miljøpræstation og medvirker til, at elementerne i miljøledelsessystemet kan integreres i organisationens kerneforretning.
NOTE Skønt det ikke er hensigten, at miljøledelsessystemet skal styre arbejdsmiljøforhold, kan disse anliggender medtages, når en organisation ønsker at implementere et integreret miljø- og arbejdsmiljøledelsessystem.
Denne internationale standard kan anvendes af enhver organisation, uanset størrelse, type og art, og den gælder for miljøforhold i forbindelse med organisationens aktiviteter, produkter og ydelser, som organisationen enten kan styre eller påvirke ud fra et livscyklusperspektiv.
Vejledningen i denne internationale standard kan anvendes i sin helhed eller i uddrag til systematisk at forbedre miljøledelsen. Den har til hensigt at give yderligere forklaring af begreberne og kravene.
Skønt vejledningen i denne Internationale Standard er i overensstemmelse med modellen for miljøledelsessystemer i ISO 14001 er den ikke tilsigtet som en fortolkning af kravene i ISO 14001.