Bemærk: DS/INF 1990:2021+Till.1:2022 erstatter DS/INF 1990:2021 og DS/INF 1990:2021/Till.1:2022, men således at sidstnævntes ændringer er indføjet.
Eurocodes blev primo 2009 obligatorisk som grundlag for projektering af bærende bygningskonstruktioner i Danmark. Hermed indførtes gennem Eurocode 0 begrebet "konsekvensklasser" for at "… tage hensyn til konsekvenserne af svigt eller funktionsfejl af konstruktionen …" (DS/EN 1990:2007). Begrebet konsekvensklasse afløste samtidig begrebet "sikkerhedsklasse" anvendt i de tidligere danske konstruktionsnormer.
Begreberne "sikkerhedsklasse" og "konsekvensklasse" har erfaringsmæssigt givet anledning til usikkerhed om indplacering af konstruktioner og bygninger i de forskellige klasser både ved projektering og byggesagsbehandling.
Derudover kan valg af konsekvensklasse være forbundet med øgede anlægsomkostninger og øgede udgifter til kontrol af både projektering og udførelse, hvorfor valget kan indebære interessekonflikter.
Denne DS/INF 1990 beskriver og uddyber grundlag og retningslinjer for indplacering af konstruktioner i konsekvensklasser med henblik på at etablere en fælles forståelsesramme for myndigheder, bygherrer og projekterende, der samtidigt kan være med til at forhindre unødige byggeomkostninger og for lav sikkerhed.